Jordnedbrydning

Vinderosion på Lanzarote.
Vanderosion efter oversvømmelse ved Atrani nær Amalfi, Italien.

Jordnedbrydning er forbundet med to udtryk, henholdsvis retrogression og degradation, der er knyttet til tabet af ligevægt i en stabil jordbund. Retrogression skyldes først og fremmest erosion, og det svarer til et forløb, hvor successionen fører tilbage til pionerforhold (som f.eks. nøgen jord).

Sekundærvegetation (Phrygana) på øen Thassos. Man ser rester af den primære vegetation (Calabrisk Fyr).

Degradation er en udvikling, som igangsættes, når den oprindelige vegetation (ofte benævnt klimaks) er blevet erstattet af en sekundær vegetation. Dette skift ændrer mængde og sammensætning af jordens humus, og det påvirker andre forhold i jorden. Forandringen er direkte knyttet til menneskelig aktivitet[1].

Jordsuccession som et cyklisk forløb

Jordbunden er overfladelaget i jordens skorpe, og den er opstået dels ved omdannelse af den oprindelige klippegrund og dels ved iblanding af organisk materiale.

Blottet undergrund ved Yellowknife, Northwest Territories, Canada.

Ved begyndelsen af jordbundels opståen fandtes kun den nøgne undergrund. Den bliver gradvist koloniseret af pionerarter (lavarter og mosser), så af urteagtig vegetation og buske og til slut af skov. Sideløbende hermed dannes først et humusholdigt lag (A-horisonten) med nogle mineralske lag neden under (B-horisonter). Hvert af de følgende udviklingstrin kendetegnes af en bestemt forbundethed mellem jordbund og vegetation, som på sin side er bestemmende for økosystemet[2].

Skov i balance. Sort-Fyr på Monte Cintu, Korsika.

Efter et vist stykke tid med parallel udvikling af jordbund og vegetation kommer der en tilstand af vedvarende balance. Dette udviklingstrin kaldes klimaks af nogle økologer og "naturligt potentiale" andre. Jordbundens succession er udviklingen hen mod denne vedvarende balance. Uanset hvad den kaldes, så er ligevægtstilstanden den højeste udviklingsform, som de naturlige miljøfaktorer kan fremkalde.

Jordtypernes udviklingskredsløb har meget forskellig varighed, nemlig fra tusinde år for jorde med hurtige kredsløb (udelukkende A-horisont) til over en million år for jorde med langsom udvikling.